I mesterlære hos Kemp
I mesterlære hos Kemp
Jeg var 24 år da jeg mødte, filosoffen Peter Kemp, første gang. Det var særligt ham, der åbnede mine døre ind til den filosofiske undring og handling. Han blev min mesterlære, i de 8 år jeg studerede, men vi forblev med at være i kontakt og besøgte hinanden. Han gik bort for en måneds tid siden. Her er lidt mindeord om ham. Jeg startede med at skrive 10 sider. Der er så meget at fortælle. Her er nogen af mine væsentligste minder, med ham, som filosofisk mesterlære.
Jeg trådte ind på institut for filosofi på Københavns Universitet i 1999. Vi var mange i auditoriet den første dag, hvor dekanen bød os velkommen og det eneste jeg husker var ordene ”vi er ikke interesseret i at høre hvad I selv synes. Det kan I vente med at skrive om til specialet”. Det bliver nogen tunge år, tænkte jeg.
Anderledes var velkomsten hos Kemp. Ja vi kaldte ham aldrig Peter. Ikke på grund af autoritetstro, men sådan var det bare. I hans introduktion til faget ”Praktisk Filosofi”, startede han med at sige, ”I skal altid prøve at overgå jeres mester. I er her for at kunne mere end mig”. Det var appellerende. Her var der én der forventede noget af os.
Du forlæste så åbenhjerteligt og gribende om menneskets uerstattelighed. Om mennesket der ikke er her mere, men som vi tager med os og aldrig glemmer, og som giver håb og mod til den nye dag. Jeg glemte næsten at trække vejret til de forelæsninger. Det var som stjernedrys fra himmelen, der aldrig ville høre op. Din filosofi tog udgangspunkt i dit eget liv. 2 år før havde du mistet din kone til kræften, på datterens 1 års fødselsdag. Trods små børn, undervisning på universitet i dagtimerne, så skrev du på dine bøger om natten. Jeg kan stadigvæk ikke forstå hvordan du kunne få det hele til at gå op.
Vi læste blandt andet Poul Ricoeur, en fransk filosof, som blev dig en god ven. En vinterdag i februar, kom du med et flag og stillede på gulvet. Vi skulle synge fødselsdagssang for Ricoeur, hvilket var meget lettere end at forstå hans filosofiske univers. Med Ricoeur opfordrede du os til at forstå os selv, som en anden. Med denne filosofiske tankegang, gjaldt det om at opdage hvilket menneskeligt fællesskab vi mennesker er gjort af. Det vendte op og ned på den almindelige danske psykologiske forståelse af selvet, som noget vi skal mestre individuelt.
Jeg var din sidste specialestuderende, inden du fik titlen ”Professor Emeritus” i 2006-2007. Og jeg vidste også godt at valget af dig, ville give mig optimal læring. Og det gjorde det også. Jeg kom til vejledning på Bjergtoften med 3. barn i maven og med 3 måneder til termin. Vi startede med te og kage i dit bibliotek og talte om løst og fast. Efter lidt tid, rakte du ud efter nogen af de sider du havde læst af mit speciale og konstaterede tørt at jeg var elendig til kommasætning. Men endnu værre var, at du bagefter sagde at du slet ikke kunne se hvad jeg i det hele taget ville med mit speciale. Trods disse ikke særlig opmuntrende ord, så forplantede der sig en ro i mig og jeg kiggede på dig og svarede ”Nå, men det kommer du til”. Du smilte dit skæve smil, lænede dig tilbage i stolen og sagde, ”Jamen hvad siger du så til at vi går ud i haven, hvor du kan hjælpe mig med at beskære mit æbletræ”. Det gjorde vi så. Derefter tog jeg hjem, og trods de få ord der blev udvekslet om specialet, så tog jeg fra dig med en tro på at jeg kunne klare det. Og mere end det. Jeg oplevede det som at vi mødtes som ligeværdige og du derfor kunne udtrykke din bekymring, men at du også havde tillid til at jeg vidste hvad jeg skrev om.
Den 10. august 2018 blev du begravet ved Gentofte Kirke og havde selv planlagt begravelsen. Den var både smuk og personlig. Og med dit humanistiske livssyn, fik du også der, sendt os godt af sted, da vi afslutningsvist ved graven tog afsked, med dette vers fra salmen ”Morgenstund har guld i mund”.
Gå da frit
Enhver til sit,
og stole på Guds nåde!
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil,
på allerbedste måde.
TAK for alt hvad du gav og kæmpede for!
I taknemmelighed, Maja.