At turde slippe sit faste greb og være åben for hvad der sker kræver heltemod

At turde slippe sit faste greb og være åben for hvad der sker kræver heltemod

Det siges at julen er hjerternes fest. Det fik jeg blandt andet at opleve, i går da jeg hørte P3, hvor familier der mangler økonomiske ressourcer, bliver matchet med almindelige danskere der gerne vil gi´ noget af det de har. Ikke fordi alle der ringer ind, har meget at gi´ af. Næ, der var studerende, enlige, andre i samme situation, som da godt kunne dele lidt af det de havde. Det er rørende.

Men det der slog mig mest, er den naturlighed der er i at kunne give til et andet medmenneske og at det andet menneske kan tage imod det. Ja, det at tage imod, lød som det allersværeste af det hele. Der er ofte så meget skam og nederlag forbundet med at bede om hjælp. Det var der også her. Men dem der gav, ja de gav i ligeværd. Der var ingen der ofrede sig, ingen der var mere, bedre, større. Næ, det var mennesker der helt naturligt hjælper et andet medmenneske. Egentlig så naturligt at det slet ikke behøver at blive skrevet om. Og dog, så alligevel. For den naturlige med-menneskelighed, den er der brug for. Måske mere end nogensinde før, hvor uligheden vokser sig større og større i Danmark.

Der er brug for os alle. Både dem der har brug for hjælp og dem der kan gi. Og vi ved aldrig hvornår rollerne byttes. Ja, vi ved det simpelthen ikke. Vi kender ikke morgendagen. Men vi vil så gerne forsikre os imod alt det ukendte. Alt det vi prøver at holde styr på og kontrollere os ud af. Men ligegyldigt hvor hårdt vi end prøver at styre vores eget liv, så er der ingen garantier. I takt med at grundløsheden mærkes, så slipper vi ofte vores faste greb. Det at mærke at livet er dynamisk, flydende og uforudsigeligt, kræver heltemod. Vi bruger et helt liv på at forfølge det modsatte. Det sikre, det solide og det trygge. Når vi giver lidt slip på det faste greb, så kommer der ofte en åbning til syne. Noget nyt kan få sin plads og træde frem.

Det var måske hvad de mennesker der havde brug for hjælp oplevede? At de turde slippe lidt af det faste greb og kunne være åben for hvad der kan ske? Her gav det rum til at andre medmennesker kunne gøre en forskel.  

Gad vide hvor gaven er størst. Er det dem der beder om hjælp eller dem der giver den?
Det forlød ikke som om, at der var én vinder. Det lød snarer til, at ved at turde slippe sit faste greb og bede om hjælp, så kan alt ske, når vi står i en ligeværdig med-menneskelig relation. Vi kunne ikke have vundet, uden hinanden.

Glædelig jul og godt nytår til nær og fjern.