
OPLÆG OM DET
PERSONLIGE OG EKSISTENTIELLE LEDERSKAB
Bliv inspireret til et stærkere personligt og eksistentielt lederskab med oplæg
Alle oplæg, bliver skræddersyet til jeres erhvervsnetværk, forening eller virksomhed, så det tilpasses jeres situation og interesse i det personlige og eksistentielle lederskab.
Jeg er jeres oplægsholder, og har til formål at inspirere og skabe udveksling mellem jer, ved at undersøge og forstå hvordan du er som menneske og leder og finde svar på nogle af de største ledelsesudfordringer.
Her er eksempler på oplæg, som jeg tager ud med:
Hvordan bliver jeg autentisk?
”Vær tro mod dig selv”, siger Polonius i Hamlet. Men hvem er du egentlig? Eksistentialismen afviser, at du består af en række personlighedstræk, du kan få beskrevet i en personlighedstest. Hvem du er står åbent, og du skal derfor vælge det menneske, du gerne vil være ud fra din baggrund og muligheder. Du kan forsøge at unddrage dig valget, ved blot at følge efter, hvad andre gør, men skal du være autentisk, må du vælge gennem refleksion.
Hvordan skaber jeg mening?
Som leder skal du forholde dig til, at der måske ikke er en ydre eller forudgiven mening med tilværelsen, der kan sætte en retning for arbejdet. Mening er noget, du selv må skabe - og dine medarbejdere forventer også, at du skaber den for dem. Ensidigt rationelle og instrumentelle tilgange til mennesket har vist at øge meningsløsheden. Men eksistentialismen peger på en række veje til mening og på, at meningsskabelse er en social fortolkningsproces.
Hvordan håndterer jeg forandringer?
Det moderne liv er blevet flydende. Forandringer sker i dag så hurtigt, at vi aldrig når at konsolidere os i faste strukturer. I forandringsprocesser er der fokus på alt det nye der skal ske, og alle fordelene. Men som leder skal du også adressere de tab, som du selv og evt. ansatte oplever i forbindelse med forandringer. Og du skal håndtere den eksistentielle angst i mødet med det ukendte og alt det, du ikke kan kontrollere.
Hvordan styrker jeg relationerne?
Du tror måske, at du er et uafhængigt individ, men det er du ikke. Vi er grundlæggende forbundet med hinanden, og evnen til at håndtere relationer er afgørende for at lykkes som leder. Tillid og empati er essentielle byggesten i gode relationer og succesfulde organisationer. Tillid er en spontan handling. Empati er en direkte erfaring af andre menneskers bevidsthedstilstande, der gør, at vi - i hvert fald til dels - kan føle, hvad andre mennesker føler.
Hvordan lægger jeg strategier?
Eksistentialismen afviser, at vi kan reducere verden til noget, der kan beskrives i målinger, analyser og rapporter. Vi må have konteksten og den praktiske forståelse med, for “kortet er ikke terrænet”. Samtidig kan strategier og planer ikke løsrives fra, hvem du er som leder. Menneske og verden hænger uløseligt sammen. Du kan derfor ikke læne dig op ad objektive forståelser og generelle sandheder, men må have en vilje til selv at skabe og dermed forme verden.
Hvordan tager jeg ansvar?
Det vi oftest forbinder med ledelse er at tage ansvar. Som leder - og som menneske generelt - må du tage ansvar for noget, du ikke altid selv er årsag til, idet du altid befinder dig i situationer, hvor der gælder nogle på forhånd givne omstændigheder. Samtidig skal du se i øjnene at du er fri, ofte mere end du tror, og som leder skal du tage ansvar for at se nye muligheder og udfordre det bestående og det nødvendige. Ledelse udfolder sig derfor i en evig bevægelse mellem nødvendigheder og muligheder.
Hvordan træffer jeg beslutninger?
Ledelse handler i høj grad om at træffe beslutninger. I mange år har ideen om det rationelle menneske gået sin sejrsgang, men vi er ved at forstå at følelser spiller en afgørende rolle for vores evne til at træffe gode beslutninger. Eksistentialismen hævder, at kroppen er omdrejningspunktet for tænkning. Og ny hjerneforskning underbygger det.
Hvordan får jeg mere tid?
Der er én ting, som mange ledere ønsker sig mere end noget andet: tid. Eksistentielt set er tid ikke noget, vi først og fremmest kan måle med et stopur. Tid er primært subjektiv, og hvor langsomt og hurtigt den går, afhænger til dels af os selv. Vores tidsoplevelse påvirkes også af vores sociale strukturer. At vi ofte føler, at vi mangler tid, skyldes en social acceleration, der bidrager til den voldsomme vækst i antallet af stresstilfælde. Som leder skal du sørge for mere tid og mindre stress til både dig selv og dine evt. medarbejdere.
Hvordan bruger jeg min energi?
At kunne mærke sin egen og andres energi, og vide hvad man skal gøre ved den, er som at få et ekstra styringsredskab i sin hverdag. Når vi taler om energi i eller mellem os mennesker, har vi ikke rigtig nogen objektive måleinstrumenter, der ex. bipper og minder os om at energien er ved at falde. Men vi kan alle mærke energien. Energi er noget vi især mærker kropsligt. Som leder er det væsentlig at kunne skabe genveje til hvordan du skifter, løfter og får mere energi, ved ex. meditation og bevidsthedsøvelser.